| Af: Næstved Boldklub | 11-03-2008 |
|
Næstved Boldklub er en del af det nyetablerede Næstved Sportscollege. Læs mere om adgangskrav og praktiske forhold gennem en række FAQ’s.
I det følgende kan du læse mere om det nyetablerede Næstved Sportscollege, som starter op i skoleåret 2008/2009. Gennem en række FAQ’s kan du nemt og overskueligt danne dig et overblik over konceptet, adgangskravene og en række praktiske forhold, som kan være vigtige at vide, hvis du overvejer at søge optagelse.
Da konceptet er under stadig udvikling vil det være en god idé at tjekke op på denne side med jævnlige mellemrum.
Hvilke uddannelsesinstitutioner deltager?
Næstved HF og Gymnasium
Nygårdsvej 43
4700 Næstved
Handelsskolen Sjælland Syd
Handelsskolevej 3
4700 Næstved
EUC – Sjælland
Jagtvej 2
4700 Næstved
Hvilke krav er der for at kunne blive optaget?
For at kunne blive optaget på Næstved Sportscollege følger en række krav, som du skal kunne opfylde. Dels skal du kunne opfylde de gældende krav på den uddannelse, som du ønsker at søge ind på, og dels skal du kunne opfylde nogle sportslige og personlige krav. Som udgangspunkt skal du have medlemskab i Næstved Boldklub/Næstved IF for at kunne gå på Sportscollege – det vil sige at du ved optagelse ikke kan konkurrere for andre klubber. Spiller du pt. i en anden klub, men ønsker optagelse på Næstved Sportscollege, skal du med andre ord være villig til at skifte klub.
Da det nye college har en klar eliteprofil optages kun spillere, som skønnes at have potentiale og talent til at nå nationalt topniveau. I Næstved Boldklub defineres dette niveau som svarende til SAS Liga, Viasat Divisionen og den øverste halvdel af 2. division. Er vi i tvivl om dine muligheder, vil vi besigtige dig i træning med spillere på et højt niveau.
Udover de faglige og sportslige krav lægger vi vægt på, at du er ambitiøs, villig til at yde en ekstra indsats og læringsparat.
Hvordan søger jeg om optagelse på Næstved Sportscollege?
Ansøgningsfristen er 15/3-08 og du skal søge to steder. Dels skal du sende dit FTU-skema til den ønskede uddannelsesinstitution og dels skal du søge om optagelse til selve Næstved Sportscollege. Ansøgningsblanket til college kan downloades via følgende hjemmeside: www.naestved-gym.dk
Når din tilmelding er blevet registreret vil du modtage et særligt skema, som skal udfyldes af din klubtræner.
Hvor længe kan jeg gå på Næstved Sportscollege?
Et ophold på Næstved Sportscollege har ingen fast længde, så længe spilleren opfylder kriterierne på det uddannelsesmæssige, sportslige og personlige plan.
Dog vil et ophold på college minimum have en varighed af et skoleår.
Hvad koster et ophold på Næstved Sportscollege?
Når du tilmelder dig skal du betale et engangsbeløb på 1.000 kroner.
Derudover vil prisen være 300 kroner pr. måned. Denne betaling dækker:
- Træning
- Tøj til træning + vask af dette
- Sportstøj (træningsdragt, t-shirts og shorts)
- Morgenmad på institution hver dag
- Udgifter til sundhedssektor (læge, fysioterapeut og massør)
Desuden vil der første år være en introweekend med en pris på 1.500 kroner.
Senere i forløbet vil der være en årlig træningslejr for egen regning.
Vælger du at bo på Næstved Sportscollege vil der være en udgift til dette på ca. 2.000 kroner pr. måned.
Næstved Boldklub vedtager en fordelingsnøgle ved optagelsen af spillerne. Denne fordelingsnøgle vil sikre, at der gives økonomisk støtte til alle spillerne på Næstved Sportscollege, men at fordelingen af støtten gives individuelt.
Hvilke bomuligheder har jeg?
I skoleåret 2008/09 har Næstved Sportscollege ingen fysisk bygning, hvor alle college-eleverne kan bo. Der er alligevel forskellige muligheder, som tilbydes, hvis du ikke er hjemmeboende.
Næstved Sportscollege satser på at have et decideret bomiljø klar til skoleåret 2009/10.
Hvornår skal jeg træne?
I starten vil der være to træningssessions placeret om morgenen. Et træningspas vil blive placeret kl. 6.30 – 7.45, mens det andet træningspas vil have en fast placering onsdag i tidsrummet 8.00 – 9.30. I disse træningspas trænes der fodbold.
Desuden vil der være et eftermiddagspas, hvor alle collegeelever deltager.
Hvor skal jeg træne?
Fodboldtræningen foregår på banerne ved Rolighedsvej. Omklædningsfaciliteterne i Næstved Boldklub benyttes. I vinterhalvåret kan noget af træningen flyttes til andre lokaliteter.
Kan jeg få hjælp, hvis jeg bliver skadet?
Næstved Sportscollege vil have tilknyttet et sundhedsteam bestående af en læge, en fysioterapeut og en massør.
Har du yderligere spørgsmål kan du kontakte undertegnede:
Brian Jensen
|